Før jeg startede denne blog, blev jeg gjort opmærksom på, at ikke mange mennesker ved, hvem jeg egentlig er, hvad jeg laver, eller hvor jeg kommer fra, udover det ene Instagram-opslag, jeg lavede for et stykke tid siden (tror jeg sidste år), hvor jeg giver historien i det store og hele, men ikke går for meget i detaljer, så jeg tænkte, at en formel introduktion ville være på sin plads:
Nå, først og fremmest - hej!
Mit navn, som nogle af jer sikkert ved, er Marie Gade, og jeg er en finsk designer og smykkemager, der bor i Danmark med min danske mand og vores 1,5-årige søn. Jeg er født og opvokset i den frodige sydfinske skærgård og levede min barndom på en drømmende lille ø, omgivet af tæt skov, vand, strande og dyreliv. Jeg er mellembarn og den eneste datter af to kærlige forældre, der trodsede normen og valgte at opdrage deres børn i et afsidesliggende, men uvurderligt landskab. Jeg er dem evigt taknemmelig for at have givet os børn den mest fantastiske, barfodede og solkyssede barndom, man kun kunne drømme om. Vi er så heldige og taknemmelige.
En beslutning, som vi helt sikkert satte spørgsmålstegn ved som oprørske teenagere, men som vi nu selv værdsætter og forstår som voksne og forældre. Nogle af mine tidligste minder fra min barndom er at gå i vuggestue på en lille lokal gård, hvor landmandens søster (som desværre ikke længere er iblandt os) passede os og lod os lege i staldene med alle dyrene. Jeg husker, at jeg tilbragte morgenerne med at samle frisklagte, stadig varme æg, mens jeg jagtede kyllingerne, og legede på høloftet med nyfødte killinger på en varm sommerdag. Jeg sværger, nogle gange kan jeg stadig lugte den søde, uskyldige duft af killinger og varmt hø, når jeg tænker mig godt om. Jeg tror, det er uden tvivl her, min kærlighed til naturen og det enkle liv startede. Nogle dage plejede vi at føre køerne på græs med landmanden selv, hvor hver af os (vi var måske 5 børn i alt) bar en tynd gren for at hjælpe med at lede dem, og følte os meget vigtige. Andre dage fik vi lov til at se ham malke dem, og senere fik vi alle en slurk af den lunkne mælk.
Disse minder er mit grundlag for det, jeg forsøger at gøre med mine smykker. Jeg ønsker at bevare det, der for mig er helligt og værd at gemme, så fremtidens børn kan opleve det. Man kunne sige, at jeg lever for at bevare fremtiden. Hvilket kan lyde lidt bagvendt, men jeg håber, det giver mening, når jeg får mere at vide om, hvad jeg gør, og hvordan jeg gør det.
(Foto: Kåre Gade)
xx Marie